Peach Melba

Det er lidt ufatteligt, men unge Nielsen gror som bare pokker. Han er lang, og stadig lige så fræk som han altid har været.

Fra at være ham der sad i vindueskarmen og snakkede hver aften, og til nu, er der en meget stor forskel. Han har ikke tid mere. Der sker så meget, at vennerne, fodbolden, svømningen og alt det andet trækker lidt mere. Det er selvfølgelig også meget sjovere.

Vi læser stadig godnathistorie, men vi behøver det ikke, han kan selv og nogle gange er det ham der læser højt inden øjnene lukker i. Historieskrivningen som han hele året har skulle aflevere hver eneste mandag på skolen, har også taget sig et spring fra tre linjer til noget der rækker over på side to. Og tallene, de står ikke stille i hans hoved. Det kan man bare, især hvis vi taler kroner og ører, et vigtigt element når man minder om Onkel Joachim.

Om fire dage tager vi til Italien, og jeg synes altid der sker en masse med børn i den alder, hen over en sommer. Når vi kommer tilbage skal han i anden klasse, og før vi ved af det er det vores tur til at holde studenterfest.

- Det kan være svært at følge med, men hvor er det skønt at få lov.

De sidste mange måneder har været meget travle på Vestegnen. Eller i hvert fald så travle, at jeg ikke har orket at sætte mig op til min egen pc og udrette noget på bloggen, eller andre steder for den sags skyld.

Arbejdet trækker tænder ud med spændende opgaver oven i alt det som bare skal laves. Jeg har ikke spor imod det, og har jo også selv valgt at det skulle være sådan. Oven i det hele er jeg blevet TR, stiller op til et valg, sidder i forældrerådet på skolen og alt muligt, som jeg egentlig bare kunne lade være med.

Min aller sødeste kollega er rejst, nye er kommet til og der kommer flere endnu. Men inden da skal jeg holde ferie, og det er i den grad tiltrængt. Jeg har talt ned i en måneds tid og endelig i fredags, nåede vi frem til sidste arbejdsdag i denne omgang. Alligevel må jeg lige forbi min pind i morgen, for jeg glemte selvfølgelig at færdiggøre en vigtig opgave. Sådan er det når øverste etage stresser lidt.

Men jeg savner bloggen, og har en eller anden idé om, at så snart sommerferien er slut, så skal der igen være tid til, at sidde her i et par timer engang imellem, bare for sjov, og fordi det er inspirerende at læse hos alle jer andre, hvilket jeg har gjort, men ikke lige fået kommenteret. - Og et eller andet sted, heldigvis, findes der liv uden for cyberspace.

Torsdag morgen er altid lidt anderledes end alle de andre dage i ugen. Jeg ved allerede når jeg står op, at der går mange timer før jeg lander på matriklen igen. Det er dagen, hvor kommunen har valgt at have længe åbent. Og selv om det er sådan, så kan jeg nok godt lide det. Jeg får altid en masse fra hånden, og arbejder ofte over i en times tid.

I torsdags startede dagen lidt anderledes end ellers. Egentlig så gad jeg ikke deltage i “Humor på arbejdspladsen”, fordi det ville forstyrre mine planer for resten af dagen. Tankerne blev dog gjort til skamme kort efter hele jobcentret havde indtaget fælles morgenmad i gymnastiksalen. Ja sådan en har vi også, da bygningen også rummer et 10. klasse center.

Lidt over klokken ni hoppede Karen Marie Lillelund op på scenen og den nordjyske klang bredte sig over salen, og svaret var latter. Og sådan blev det ved i næsten to timer. I kender hende måske fra Matas-reklamen, den med striberne og prikkerne. Kvinden er også bakkesangerinde, foredragsholder og forfatter, og var i sin egenskab af kommunikationsrådgiver bestilt af vores personaleforening.

Beklager ederen, men hold da kæft hun er morsom. Der bliver givet både til gården og gaden, og hun rammer så pinlig tæt på os alle, hele tiden. På et tidspunkt havde jeg så ondt i kæberne af grin, at jeg måtte indgå en pagt med mig selv om, at jeg holde munden lukket i mindst fem minutter. Det lykkedes naturligvis ikke.

Det var en skøn måde at starte en ellers så pokkers lang torsdag på, og resten af dagen gik man rundt med latterbobler i maven.

Hvis du ser hun kommer forbi din by, eller jeres arbejdsplads skal have noget underholdning på tapetet, så er hun alle penge værd.

Selv om det til sommer er ti år siden filmen blev vist for første gang, så er jeg stadig forelsket i Hugh Grant og Julia Roberts. Måske fordi jeg selv har britisk blod i årerne, det er ikke til at vide. Men Grants hår, dialekt og den måde hjernen fungerer på i Notting Hill er bare så super perfekt, at jeg her ti år efter udgivelsen stadig kan koge tårevædet suppe tilsat både åh, ih og mislydslatter. Alt sammen over, at mine to favoritskuespillere blev sammensplejset bag den blå dør, I London.

Det er ikke stor filmkunst, og der ligger ingen større historie bag filmen. Men årstidsscenen på markedet er bare det fedeste, og hvis man kigger efter finder man hele tiden nye ting, såsom fejl med badeværelsesdøren, der pludselig bliver til soveværelsesdør. Det er lidt småsyret, og jeg er ligeglad, bare Hugh Grant bliver ved med, at være med i filmen. Han har ligesom ikke noget valg, heldigvis. Han er lige præcis så britisk som jeg kan lide det.

Treogtyve gange har jeg nu set den. De sidset tre under min omgang med halsbetændelse som driller helt vildt i disse dage. Og jeg tør næsten love, at jeg ikke har set den for sidste gang. Jeg er faktisk ved at være der, hvor jeg kender alle replikkerne og kan remse dem op i søvne. Men hvad gør man ikke for at se ind i de blå britiske øjne, der mest af alt ligner Nordsøen på en stille sommerdag.

Har du en film du ser igen og igen, også selv om den ikke tilhører kategorien stor kunst?

Midt i vinterferien kom det famøse brev, som ellers var returneret til Den sociale højskole i et par omgange, fordi posten mente, at jeg bestemt ikke bor her. Det gør jeg altså, og det lykkedes da også at få fingrerne i det til sidst.

Jeg turde næsten ikke hive brevet ud af kuverten, for som man kan læse HER, så brugte jeg ikke så frygelig lang tid på lige den opgave. - Det lykkedes til sidst, at få taget mig sammen, ud med brevet og der stod så et stort 12 tal lige midt på papiret.

Jeg er super glad for det, og ser frem til næste modul på området. Sådan ved siden uni. Jeg spænder hårdt for her. Men sådan må det være.

Dejligt, at det er overstået, det jeg brugte meget af efteråret på.

Det har taget lidt tid at få mig på fode igen. Ikke fordi jeg har haft ondt eller noget efter operationen, men fordi jeg lige skulle lære at gå igen. Det hele er fint, men der går nok nogle uger inden jeg igen kan gå på trapper og se mig helt fri for problemer.

I den periode, som nu har været temmelig lang, har jeg ikke haft mulighed for at komme til min egen pc, da den jo står på første sal, altså lige der hvor det tager en krig at kravle op. Men jeg er tilbage, benet har det godt, rygsmerterne er væk og det er medicinen også. Og noget af det bedste, jeg må igen køre bil, hvilket har været forbudt i over en måned, først grundet morfinindtaget, og siden grundet operationen. Nu kører vi, bilen og jeg, igen derud og det er altså bare herligt og befriende i hverdagen.

Midt i min selvmedlidenhedsperiode, fik jeg en super flot og skøn overraskelse ind af døren. Den skønneste lyserøde babuskadukke til at hænge på armleddet, sendt fra Rold i en rigtig fin lille lyserød smykkepose. Jeg er bare så glad for den… tak smukke Joan, nu har jeg dig hos mig hele tiden. Slå lige den!

Jeg ved ikke om man kan blive skruk når man har passet den magiske runde fødselsdag med et firetal i, eller jo det ved jeg da nu. For det er lige hvad jeg blev her til aften, da Sofus og jeg smuttede til Rødovre, sådan langt over hans sengetid, fordi jeg ville holde Mettes lille prinsesse nummer tre i rækken af skønne tøser.

En kollega sagde til mig forleden “Johanna du virker meget yngre end du er, så du kan sagtens nå det endnu”. Vi er lige gamle, og blev da også enige om, at hvis vi skyndte os en lille smule, så kunne det da godt være, at vi kunne nå, at sikre arverækken med endnu et medlem.

Men ved nærmere eftertanke, så er det nu engang rarere at låne dem hist og her. Det kræver ikke så meget natteroderi, bleskift og den slags. Så tror bare vi holder den der, og låner igen en anden dag. For dælan hvor er hun skøn, og så lå hun bare der og sov, og engang imellem tittede der et lille smil frem på læben.

Selv Morten blev lidt skruk da han kom forbi efter fodboldkampen. Han synes endda at hun er smuk, og han plejer ellers at sige “De ligner squ da hinanden alle sammen”. Men nej, det gør de jo ikke… og selv om vi begge var lige ved, at stikke af med hende, så synes vi nu også meget godt om lånekonceptet.

Det er meningen, at vi drager til Sverige om to uger og gør snowboardbakkerne usikre. Ikke at vi er snowboardmestre, for ingen af os har prøvet det før, men det er en drøm der ska leves ud for unge Nielsen, og vi “gamle” er bare en slags påhæng, der glædeligt følger trop.
Jeg selv vil nok bare være sådan en der samle unge Nielsen op, hver gang han falder omkuld eller kører ind i et træ. For knæet er til den tid nyopereret og jeg er ikke sikker på, at det vil være helt tilfreds med at stå og sveje fra den ene side til anden i flere dage.

Nå men til lejligheden har jeg investeret i en ny jakke. Nok ikke bare til det, men den nydelige lange med de store knapper som jeg fik for et par uger siden, kan ikke bruges på snebakker, medmindre man vil lege Batmand.
Synes nu også det er koldt her i landet og den der minder om den er vokset af mig og jeg ligner Dumpe fra de Syv små dværge når jeg kryber i den. Det ser ikke videre smart ud.

Så det blev til en fin hvid en, på udsalg i Sverige, og den skal garanteret vaskes ret ofte. Men hvem tænker på det i gerningsøjeblikket.

Natten til den attende januar forlod min biologiske mormor denne jord for altid. Hun blev et par og firs, og har gjort det godt. Det var selvfølgelig en trist besked at modtage, men også lidt forvirrende.

Vel var hun min mormor, men hun er ikke den der for mig har været en mormor. Jeg husker hende fra min barndom, hvor jeg til jul fik en dukke af hende, engang. Og siden har jeg fået en hundredelap stukket i hånden fra tid til anden, når vores veje har krydset hinanden.
Hendes mand var til gengæld en elskelig gammel herre der altid huskede både min bror og jeg. Han tog os med i fjeldene, op til alle hans får. Det var skønne sommerdage, sammen med mange andre familier og børn. Og faktisk er det tider både min bror og jeg husker som noget rigtig godt. Vores mormor var da også med, men det var ikke hendes fortjeneste at vi deltog.

Siden er vi blevet voksne og vi har ikke sparet på høflighedsfraserne. Når jeg tænker tilbage, så har vores syn på hende været så præget af vores mors forhold til hende. Hun gav min mor væk da hun var fire år. I dag er min mor treogtreds, har haft et fantastisk liv, den bedste “mor” i verden, en mor som blev til “min mormor”, og alligevel er hun stadig bitter over sin mors gerning. Hun er aldrig kommet over det, har aldrig tilgivet. Jeg ved hun forsøgte engang, ligesåvel som flere andre af hendes søskende som heller ikke voksede op hos deres fælles mor. Men det lykkedes vist ikke helt.

Da jeg fik beskeden om, at hun var gået bort brugte jeg et par dage til at tænke over det hele. Jeg havde ikke set hende i seks år. Alligevel besluttede jeg at tage afsted til begravelsen sammen med mine store børn. Vi fik sagt farvel på en pæn måde, talt med familien som deltog, også dem som kom helt fra Færøerne.

Dagen før overvejede jeg at ringe til min mor og spørge om hun ikke skulle med ned og følge hende ud af livet. Få det afsluttet og komme videre. Men jeg gjorde det ikke, for jeg tænkte at det måtte være hendes egen beslutning. Hun deltog ikke.

Men jeg er glad for, at jeg tog afsted til Holsteinborg Kirke og fik sagt farvel på min måde. Det føles rigtigt.

Det første mit øje ramte i morges da jeg fik tumlet mig ned af trapperne fra første salen, var sne. Det sprang mig lige i øjnene gennem “koøjet” i vores hoveddør, og straks begyndte jeg at fryse.

Forleden talte en kollega fra det lidt sydligere Danmark om, at hun havde set en vintergæk, og så troede jeg alvorlig talt, at foråret var på vej. At de varme tider havde besluttet sig for, at komme tilbage. Men nej.

Vi skal åbenbart stadig gennem lange kolde morgener med sneskraberen før vi kan køre til arbejde. Når man altså lige ser bort fra, at jeg for tiden ikke kan og må køre bil på grund af knæet. Men irriterende er det, selv om det ser flot ud og er hyggeligt.

Det har været en kold vinter, hvor mit bindevæv er gået lidt amok efter operationen i september. Og jeg har mærket det som aldrig før. Skrækkeligt skal jeg lige love for.

Sukker efter forår.

Nu skal jeg nok lade være med, at underholde alt for meget med mit fraværd. Men lidt kommer jeg nok til, selv om der er gode udsigter på denne front.

De sidste mange uger har jeg kravlet, bogstavelig talt, på arbejde og ikke mindst hjem igen. Mit knæ stod af for nogle uger siden og gik egentlig i sig selv igen. Men få dage senere var den gal igen, og ryggen måtte kompencere for min dårlige gangart.

Det endte med et hold i ryggen, som først nu er ved, at fortage sig. Men det er også efter længere tid behandling med ibuprofen og morfin. Altså har jeg gået rundt og været mere eller mindre dopet.

Oven i det hele kom influenzaen, og i fredags troede jeg faktisk den var på retur, men jeg tog fejl. Den hænger godt fast og det hele kører lidt rundt for mig. Samtidig har Sofus haft samme omgang siden natten til mandag, i sidste uge og han kommer heller ikke afsted i morgen. Vi må tage endnu en dag under dynen og se om vi kan få det hele til at forsvinde lidt hastigt.

Nå men der har været lidt lange ventetider hos min egen læge og i forbindelse med knæ- og rygproblemerne, har lægevagten haft nogle besøg af mig. Jeg skulle til ortopæd kirurg med knæet og kunne få en tid den 23. marts. I onsdags da jeg efter flere ugers venten endelig kom til hos min egen læge, ringede hun til ortopædmanden og jeg kom til dagen efter.

Det hele er endt med, at jeg skal opereres i knæet den 9. februar, samme sted som for 26 år siden. Dengang var der en mus på spil, og denne gang er det menisken der ikke har det så godt. Det er øv, for planen er jo at vi ugen efter skal på snowboardferie i sverige. Damn…. sådan er det når helbredet driller.